Mandaue Comprehensive High School

1.Dag på Mandaue blev vi modtaget med hornmusik og stor salut. Nej, ikke helt. Men tæt på. Vi blev modtaget af principal og en hel velkomstkomite. Vi bliver vist en i skolens eneste klasseværelse med aircondition. Computerrummet. Vi får udleveret et program. Hvor vi så kan se hvad der venter os denne dag. Præsentationer,taler rundvisning



Vores første dage Mandaue Comprehensive National High School var i høj grad præget af, at nogle af os havde fået øjenbetændelse, så det var ikke muligt for os at deltage i undervisningen, for det er alt for smittende til, at vi ville risikere at smitte nogle af vores elever. Desværre var det endnu en gang et problem med kommunikationen til praktikskolen, så vores praktiklærere var ikke klar over, hvorfor vi ikke kom til undervisningen de første 3 dage, for selvom de raske af os meldte på kontoret, at der var nogle, der var syge, så blev informationen ikke givet videre til vores personlige vejledere. Det er bare en del af charmen ved at være på Filippinerne, at man ikke altid ved hvor man skal gå hen med beskeder, for at vide at de kommer frem til de rigtige personer. Samtidig er det også noget af det, der kan være virkelig frustrerende, for man ved aldrig, hvem der er de rigtige mennesker at snakke med, hvis man skal give en besked eller skal have noget at vide.
Min første dag på skolen var med en række observationstimer i biologi, for lige at komme up-to-date med hvad de arbejder med i de 3 klasser, som jeg skal undervise i. Egentlig var jeg ret imponeret over lærernes undervisning, for det ligner faktisk ret meget en dansk tilgang til undervisning med en god balance mellem gruppe- og individuelt arbejde. Samtidigt med at lærerne i høj grad forsøger at involvere eleverne i undervisningen, så det ikke bare bliver tavleundervisning hele tiden, som vi har observeret på mange af de andre skoler. Det er også sådan, at lærerne forsøger at trække et kreativt element ind over undervisningen for at fange de elever, som måske ikke er så bogligt stærke. Desværre er det så ressourcesvag en skole, at det ikke er muligt at følge den kreative undervisningsform, for der er ikke midler til at gennemføre forsøg eller visuelle repræsentationer af emnet, så den eneste præsentationsform, der er mulig er fremlæggelse ved tavlen i en eller anden form, hvilket er ufatteligt ærgerligt for egentligt har lærerne nogle gode alternative ideer, som bare ikke kan føres helt ud i livet pga. ressourcemangel.
Klassesammensætningen på skolen er sådan, at de bedste elever placeres i klasser sammen, som kaldes pilotklasser, hvor der er mellem 30 – 40 elever i hver klasse, hvorimod der i de almindelige klasser kan være helt op til 70 elever i en klasse, så det er meget nemmere at undervise i pilotklasser både pga. niveauet men også pga. antallet af elever. Det er mere end en bare en adskillelse af klasser på baggrund af niveau, men der er også tale om en decideret fysisk adskillelse, for pilotklasserne havde lokaler på 1. sal, hvorimod de almindelige klasser havde nede på jorden, så de var vitterligt løftet over de andre elever.
Min praktiklærer forklarede også, at der i nogle af hendes klasser var beståelsesprocenten så lav som 20 %, så i løbet af skoleåret blev der færre og færre elever i klasserne, for hvis en elev ikke havde nogen chance for at bestå skoleåret, droppede de som regel ud af skole for at arbejde for så at starte på den samme årgang året efter. Det er en enorm forskel i fagligt niveau mellem de forskellige klasser, alt efter om det er en almindelig eller en pilotklasse.

Min undervisning på skolen var i 2 pilotklasser og i en 1 almindelig klasse, så jeg fik en smag af begge verdener, selvom der ikke var den store forskel i, hvor de var nået til i pensum, men der var en stor forskel i, hvad for en forståelse de havde af stoffet. Samtidigt med at der var en stor forskel i niveauet indenfor klassen i den almindelige klasse, hvorimod i pilotklassen var niveau mere ensartet, så det var lidt af anderledes at undervise i de to typer klasser. Plus det, at der var 65 elever i den almindelige klasse og henholdsvis 35 og 30 i pilotklasserne, så det var endnu en forskel.
Selve undervisningen i biologi var i mendelsk genetik, hvilket var enormt interessant at forsøge at forklare til eleverne, men det er også et emne, der kræver en forståelse af kønscelledeling, så det valgte jeg at gennemgå med dem inden vi tog fat på den mendelske genetik. Derefter kørte jeg et forløb på en uge med de 3 klasser, hvor de bl.a. skulle undersøge deres familie for at finde genetiske træk, som kunne være nedarvet fra gennem generationer fx: fri/løs øreflip, tungerulning og ”tungerør”. Samtidigt med at vi gennemgik Mendels forsøg med ærteplanter, hvor de også lavede både et-gen og to-gen udspaltning. Derudover forsøgte jeg også at introducere dem til den danske måde at skrive opgaver ved at give dem en af mine gamle opgaver fra gymnasiet, selvom niveauet i opgaven var lidt højere end det vi arbejdede på, så klarede de opgaven utroligt godt og kunne selv tilegne sig den viden, som opgaven krævede fx kønsbundet nedarvning og mitokondrie nedarvning. Det var jeg ret imponeret over, at de var i stand til at arbejde så selvstændigt, for det har ikke været tilfældet på de andre skoler, jeg har været på. Der har eleverne i høj grad været bundet til en grundbog, som de fulgte nærmest slavisk. Her har det været meget anderledes og eleverne har været meget mere omstillingsparate end jeg havde forventet.
Generelt vil jeg sige, at undervisningsniveauet i biologi ligger noget højere end i den danske folkeskole, men det er ikke sikkert at elvernes forståelse følger med niveauet i undervisningen. Det er i hvert fald ikke mit indtryk, at eleverne altid kan følge med i undervisningstempoet, men det er også et af de punkter hvor lærerne er enormt utilfredse, for de mener ligesom mig at pensum for high school hernede er alt for ambitiøst både taget ressourcer og elevernes forudsætninger taget betragtning. Det er ikke muligt at tage et pensum, som ligner det for folkeskolen og gymnasiet i Danmark og så forvente, at man kan gennemgå det hernede på 4 år, som tager 6 år i Danmark. Det er ikke rimeligt overfor hverken lærere eller elever, for det bliver alt for overfladisk en gennemgang og det er kun et begrænset antal af eleverne, der tilegner sig den fornødne forståelse af emnet. Det er det største diskussionsemne bland lærerne hernede, hvilket jeg sagtens kan forstå, for det må være enormt frustrerende konstant at være under sådan et tidspres for at nå igennem pensum.

Mandag d. 15 oktober startede vi på Cabancalan National High School. Det var en stor folkeskole, så vi var meget spændte på, hvad der ventede os de kommende par dage. Vi blev glædelig modtaget og der var styr på tingene og et allerede planlagt skema. Frederikke, Peter og Gry skulle følge to klasser i matematik og to i idræt og Hanne, Jeppe og Casper to klasser i engelsk og idræt. Efter et lille velkomstmøde, hvor vi mødte lærerne, så vi et par teaterstykker som en 4-års high school klasse havde forberedt. Det kunne dog på ingen måde sammenlignes med det vi så på Mandaue City School of Arts, men det kunne jo heller ikke forventes.
Tirsdag mødte vi kl. 7:30 og overværede først deres daglige flagceremoni, hvor alle eleverne var stillet op på red og række i skolegården. De sang nationalsangen, en Mandaue-sang og bad naturligvis en bøn.
Der gik ca. 2000 elever på skolen og mellem 60-70 i hver klasse. De havde netop fået bygget en ny bygning, så der nu kun var en klasse, der skulle undervises i den lille skolegård, hvor også alt idrætsundervisningen foregik. Forholdene var tydeligvis meget dårligere end på de private skoler vi havde besøgt. Eleverne skulle deles om bøgerne og i mange af klasserne var der ikke stole til alle.
I de første to timer tirsdag observerede vi matematik, hvilket var en utrolig god oplevelse. Lærerinderne var begge de dygtigste vi hidtil har mødt og de fik undervisningen til at flyde med gruppekonkurrencer, hvor alle 70 elever var med. Der var endnu ikke fan i den nye bygning, så vi lånte et par af elevernes vifter. I de næste to timer underviste vi en 1.- og 3. års i idræt. Vi legede banke-bøf, kluddermor og katten efter musen med dem og det gik faktisk forholdsvis godt.
Onsdag underviste vi først to timer i matematik og derefter to timer i idræt, hvor vi introducerede en række forskellige stafetter. Der var dog ikke plads til os i skolegården, i den ene af timerne, så vi blev nødt til at improvisere noget undervisning i klasselokalet.
Det var rimelig kaotisk at undervise i idræt, ikke så meget fordi der var 70 elever at holde styr på, men mere pga. de 150 andre elementary børn der blandede sig.
Torsdag og fredag var der semestereksamener, så vi kunne ikke undervise.

Fredag tog Flemming os med i et kvindefængsel, hvor de indsatte kun skulle være under retsforløb. Vi havde forberedt tre sange, som vi spillede/sang for dem. Det gik rimeligt, specielt ”Leaving on a jet plain” var et hit, hvor alle sang med. Efterfølgende sang vi nogle religiøse fællessange og der blev vist et PowerPoint show. Som det sidste fik vi en rundvisning på stedet. Der boede 218 kvinder på 8 værelser. De sov to i hver seng og nogen på gulvet. 182 af kvindernes sager var endnu ikke undersøgt, 16 af dem var i et retsforløb og kun 20 af dem var dømt, men endnu ikke sendt videre. En af kvinderne havde boet der i 11 år pga. checkforfalskning.
Efter kvindefængslet kørte vi ud på et børnehjem. Det lå midt i et slumkvarter, hvor forældre selv kunne anbringe deres børn, hvis ikke de kunne brødføde det. Der var mange små udsultede stakler, der ikke var vant til en kærlig hånd. Man sad hurtigt omgivet at en flok børn, der var meget interesseret i én. Besøget var barskt, men vi havde også lyst til at blive, da der tydeligvis manglede personale.

Egentlig var det meningen at vi skulle ha været på Cabancalan i tre uger, men pga. semesterbreak og lokalvalg, blev det desværre lavet om, men vi fik i stedet en masse andre gode oplevelser.
Mandag, tirsdag og onsdag besøgte vi en specialskole, der kørte en amerikansk - meget kristen pædagogik. Undervisningen fungerede lidt ligesom Montessori skolen, vi tidligere besøgte, hvor eleverne selv vælger, hvad de vil arbejde med hvornår. Vi observerede lidt forskellige klasser, underviste i idræt på et stort nærliggende idrætsanlæg og fulgte undervisningen i deres specielklasse med mongolske- og autistiske børn.

Herefter var der en uges efterårsferie til rådighed, vi delte os op og rejste på forskellige måder op til Boracay hvor vi alle mødtes til strand, sol og afslapning i fire dage.. skønt.

Den 5. november var vi igen tilbage på Cabancalan og glædede os meget til den sidste uge på skolen. Men endnu engang var der problemer med planlægningen og vi blev ret skuffet, da vi mandag fik af vide, at eksaminerne, der skulle ha været afviklet forrige uge, var blevet rykket og nu skulle klares tirsdag og onsdag i stedet. Det betød dermed, at vores ophold yderligere blev forkortet. Der var desværre ikke så meget at gøre og vi måtte få det bedste ud af den korte uge med kun torsdag og fredag som undervisningsdage. Matematik gruppen foresatte med undervisning, der omhandlede matematik i hverdagen. Eleverne var meget optaget af opgaverne og lavede dem med stor interesse. De var dygtige, men det var tydeligt at se, at de var vant til en konkret matematik opgave og ikke at danne sig det overordnede billede af sammenhængene i matematik og hverdagen.
De sidste to dage på skolen var rigtig gode for os alle seks og vi var alle glade for den meget anderledes oplevelse af en folkeskole med svære undervisningsforhold og faciliteter. Samtidig kunne vi godt mærke, at det er svært at få et godt forhold til elever og lærere når tiden på skolen er så knap og opbrudt. Vi sluttede af med at blive inviteret på frokost i skolens ”hjemmekundskabslokale/ lærereværelse” og fik sagt farvel til de imødekommende og interesserede lærer vi havde haft.
Nu ser vi frem til et to ugers forløb på endnu en folkeskole, den største i byen.